SAS-udmelding er resultatet af manglende politisk handlen

SAS årsregnskab viste overskud på bundlinjen. Men bød også på mere dystre overvejelser. Overvejelser, som nok en gang peger på politikernes ansvar for at skabe fair konkurrence.

I forbindelse med præsentationen af SAS’ årsregnskab bekræftede selskabet rygter, der har floreret den sidste måned. SAS overvejer at etablere en base uden for Skandinavien. Og meget peger på, at den skal placeres i London. Ideen er at flyve personale ind fra London til skandinaviske afgange.

“Ryanair-metoder”, bliver det kaldt af en arbejdsmarkedsforsker. Det er nok en overdramatisering. Men SAS beslutning er i hvert fald kulminationen på den unfair konkurrence i flybranchen. Og det er absolut resultatet af manglende politisk handlen i både Danmark og i EU.

Meget er ellers gået den rigtige vej det sidste stykke tid. I midten af november inviterede den nu daværende Transportminister (Hans Christian Schmidt) branchen og politikere ind i Transportministeriet. Formålet var at tage et ambitiøst skridt på vejen mod fair konkurrence. Ideen var at præsentere konkrete løsningsforslag på EU-niveau. Men hele denne proces blev i den grad obstrueret af endnu et ministerskifte på transportområdet. Ole Birk Olesen er nu den femte minister på fem år, og vi er stadig i tvivl om, hvad han ønsker for branchen.

Derfor er SAS nu også blevet utålmodige. Og de siger det lige ud: “Vi kan konstatere, at man ikke politisk eller i EU har formået at skabe ensartede regler på tværs. Det skærper konkurrencen, og vi bliver nødt til at forholde os til den virkelighed, som er, at mange af vores konkurrenter opererer med baser i mange forskellige lande, fordi det giver dem nogle konkurrencefordele.”, siger Lars Sandahl Sørensen, Operationel koncerndirektør i SAS.

Det er åbenbart virkeligheden i 2016; at det giver mening at flyve folk ind fra ét land for at udføre arbejde i et andet land. Arbejde, der lige nu udføres af dansk kabinepersonale og piloter, som vel og mærke har oplevet forringelser af vilkår i en lang årrække.

Situationen i branchen er kritisk. Derfor brugte FPU og resten af fagbevægelsen (med Lizette Risgaard i spidsen) dagen i går på at minde politikerne og branchen om deres fælles ansvar. Se bl.a. her.