Ryanair stiller umulige krav for 100.000 kroners-bonus

AF: MLT – MLT@FLYVEBRANCHEN.DK

Krisen vokser for Ryanair, der dagligt må aflyse 50 fly med cirka 9.000 frustrerede passagerer til følge. I et desperat forsøg på at lokke piloterne til at droppe deres allerede planlagte ferie, har selskabet tilbudt en bonus på, hvad der svarer til 100.000 kroner.

Der er dog et aber dabei ved tilbuddet, som har fået piloterne til at afvise tilbuddet suppleret med et modkrav om ordnede forhold og fair vilkår.

Ryanair stiller nemlig yderligere krav om, at for at bonussen kan udbetales, skal den enkelte pilot både droppe sin ferie og ydermere opfylde en række ekstra krav herunder aflevere ti fridage og lægge mindst 800 flyvetimer de næste 12 måneder.

ALDRIG FLØJET 800 TIMER

Sagen er bare den, at blandt Ryanair-piloter har de færreste overhovedet fløjet 800 timer på et år. Det har fået piloter i Ryanair repræsenteret ved ERC (Employee Representative Councils, red.) til at sende et brev til Ryanair-ledelsen i skikkelse af chief operations officer, Michael Hickey.

I dette brev bliver der sået eftertrykkeligt tvivl ved det, de kalder for Ryanair-ledelsens »såkaldte tilbud«.

Dette brev har Flyvebranchen.dk fået indblik i.

»Piloter har tjekket deres logbøger, og mange har aldrig opnået 800 flyvetimer på en 12 måneders periode – nogensinde. Med dette sagt er det værd at bemærke, at nogle har mange års data at kigge på,« skriver piloterne, der også anfægter Ryanair-ledelsens kryptiske krav:

»Uanset hvor gerne han vil, har piloten ingen kontrol over, hvor mange gange han vil være blevet tilbudt at arbejde på en “day off”, hvormed han uforskyldt aldrig vil nå målet (om at aflevere ti fridage).«

FRYGTER PRES PÅ SYGE PILOTER

Ryanair betinger videre bonussen af, at den enkelte pilot ikke har mere end fire dages “uautoriseret fravær” over et år. Her rejser piloterne spørgsmål ved betydningen af “uautoriseret fravær”. De frygter, at kravets uklare definition vil kunne få piloter til at gå på arbejde, selvom de ikke føler sig klar til at flyve.

Piloterne gør det i deres brev til Ryanair-ledelsen klart, at de ikke ønsker at forvolde skade på Ryanair ellers dets omdømme:

»Vi ønsker at gøre Ryanair til et venligt og glad sted at arbejde, hvor vi kan gøre langsigtet karriere. Men den kontinuerlige erosion af piloters vilkår over de seneste 10 til 15 år, skal ikke blot stoppes – udviklingen skal vendes,« står der i brevet.

Flyvebranchen.dk har ikke lykkedes med at få en kommentar fra Ryanair forud for publiceringen af denne artikel.

Ryanairs topchef, Michael O’Leary, skal dog ifølge The Irish Independent have advaret piloter mod at deltage i enhver form for faglig aktion, hvilket i vanlig stil blev ledsaget med en stribe trusler om sanktioner.