Konflikten afblæst: FPU og CityJet indgår aftale om ny overenskomst

FPU og CityJet indgår aftale om ny overenskomst

I de tidlige morgentimer kunne Flyvebranchens Personale Union og CityJet efter mange måneders forhandling samt de senest 17 timers forhandling i Forligsinstitution sætte underskrift på en ny overenskomst.

Det er en overenskomst for piloterne i CityJets danske datterselskab Cimber.

Aftalen betyder først og fremmest, at piloterne i Cimber er sikret en fair overenskomst de næste tre år.

Aftalen betyder også, at den varslede konflikt og sympatikonflikter mod CityJet og Cimber er udsat ind til, der ligger et endelig resultat af medlemmernes urafstemning.

“Vi er glade for, at der nu ligger en aftale.

Det har været nogle hårde forhandlinger, men vi glæder os nu over at kunne se fremad og præsentere vores medlemmer for resultatet, inden det går til urafstemning”, siger Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union.