Kollektiv Fritidsulykkesforsikring

Med en Kollektiv Fritidsulykkesforsikring er du som medlem af FPU sikret økonomisk, hvis du kommer ud for en ulykke i din fritid.

 

Fordele ved Kollektiv Fritidsulykkesforsikring
Forsikringen dækker i tilfælde af fysisk varigt mén, psykisk varigt mén og død som følge af et ulykkestilfælde, der rammer dig i din fritid.

Fritidsulykkesforsikringen er en kollektiv ordning, hvilket betyder at alle er forsikret på samme vilkår og til samme pris – uanset alder, køn og eventuel sygdom/invaliditet.

 

Hvem er omfattet af forsikringen?
Du er dækket straks fra optagelsen i FPU, med mindre du har sagt ”nej tak” til forsikringen”.

 

Hvornår dækker forsikringen?
Forsikringen dækker i din fritid. Pensionister og arbejdsledige er som hovedregel dækket hele døgnet.

 

Hvad dækker vi?
Forsikringen dækker en økonomisk erstatning efter en pludselig hændelse, der medfører personskade, med følgende dækninger:

 

Varigt mén
Forsikringen dækker med en forsikringssum på 474.000 kr., hvis en ulykke giver et varigt mén på 5 % og derover. Forsikringssummen for efterlønsmodtagere, førtidspensionister over 60 år, arbejdende medlemmer, som er gået på folkepension, og pensionister er på 237.000 kr.

Erstatning for varigt mén udbetales som en procentdel af forsikringssummen svarende til den fastsatte méngrad. Der er fuld dækning, selvom ulykken sker som fører af motorcykel eller under udøvelse af farlig sport.

 

Udvidet varigt mén
Hvis du ved en ulykke får et varigt mén på 30 % eller derover, udbetales der dobbelterstatning. Den samlede erstatning ved 100 % mén kan maksimalt udgøre 948.000 kr.

 

Behandling
Forsikringen dækker rimelige og nødvendige udgifter til behandling efter et dækningsberettiget ulykkestilfælde, og indtil méngraden er fastlagt, dog maksimalt i 12 måneder. Gælder følgende behandlere: kiropraktor, fysioterapeut, zoneterapeut, akupunktør og kranio-sakral terapeut. Desuden dækkes psykologbehandling i op til 20 timer.

 

Tand- og tyggeskader
Vi betaler rimelige og nødvendige udgifter til tandbehandling efter et ulykkestilfælde.

Vi betaler 50 % af udgiften til tandbehandling, når skaden er sket ved spisning.

 

Dødsfald
Forsikringen dækker ved død, som følge af en ulykke med en sum på 237.000 kr. Forsikringssummen for efterlønsmodtagere, førtidspensionister over 60 år, arbejdende medlemmer, som er gået på folkepension, og pensionister er på 118.500 kr.

Er du under 18 år, er der ikke dødsfaldsdækning, men derimod en begravelseshjælp til de efterladte på 50.000 kr.